Skip navigation

Sportsernæring

EliteVejle samarbejder med ernæringsvejleder Mia Sørensen om kostvejledning til de bedste atleter. Hun er tilknyttet EliteVejle i 10 timer ugentligt. Samarbejdet hjælper de lokale idrætstalenter med den rette viden om kost.

Mia Sørensen giver gode råd om kost

Mia Sørensen: Jeg glæder mig til at lave individuel kostvejledning med atleterne og til at holde ernæringskurser ude i klubberne, hvor jeg kommer ind på, hvad kosten betyder for kroppen og træningen.

Det er nødvendigt at bruge mange timer på at træne, hvis du gerne vil være blandt de bedste til din sport – eller måske den bedste!

Din træning foregår også gennem MUNDEN

Træning er ikke bare træning. Det er en kombination af træning, restitution, kost, søvn og samvær med andre, der giver dig optimal energi. Når du har god energi, har du alle forudsætninger for at træne godt. Når du kommer ind i et positiv ”drive”, og du er fokuseret på, hvad der kan hjælpe dig uden for træningen også, begynder du virkelig at kunne mærke forskellen.

Sund varieret kost hænger sammen med din træning

Som sportsudøver har du brug for at få mange sunde måltider fordelt jævnt over hele dagen. På den måde øger du dit udbytte af hvert træningspas. Du skal spise regelmæssigt - gerne hver 3. time – for at opretholde et stabilt blodsukker. Springer du et måltid over, eller måske indtager noget der ikke er så hensigtsmæssigt, vil dit blodsukker få sig en rutchetur først op og så ned.

Når det sker, påvirkes dit humør måske, men i hvert fald har det en indflydelse på dit energiniveau, og du skal dermed bruge flere kræfter til din træning.

Det handler om at forebygge, og det kan du gøre gennem en sund og varieret kost med gode næringsstoffer. De sunde vaner skal ind under ”huden”, så du føler glæde ved den kost, som giver dig det absolut bedste i forhold til din træning.

Det kan være svært at planlægge de mange måltider; specielt på travle dage med skole, træning og måske arbejde. Derfor kan det være en god idé at lave en madplan og forberede maden til flere dage af gangen.

Denne side er sidst opdateret: 02.03.2016