Fredag var Vejle Judo Klub vært for Judo Danmarks regionstræning for ungdomslandsholdet og dets aspiranter. Ekstraordinært havde regionstræningen besøg af et hold fra Amager Judo Klub og i anledning af Vinterferien, havde Vejle og Amager klubberne besluttet at lave weekenden om til én stor fællestræning.
Klubberne passer godt til hinanden, da de hver især har rigtig gode trænere og stærke judo-kæmpere i de samme klasser. Så der var lagt op til super træning hele weekenden.
Vinterferie-judo
Landsholdskæmperne Celina Chinh, Louise Hansen og Katja Lau Petersen, der alle var med hele weekenden, havde også gavmildt stillet sig til rådighed for Vinterferie-judo, som er en ny aktivitet hvor Vejle Judo Klub i samarbejde med Vejle Kommune opfordrer børn i alderen fra 8 – 14 år til at prøve judo i ferien.
”Vi er temmelig ømme i musklerne efter weekendens træning, men den har været god, og det har været dejligt med besøget fra Amager Judo Klub”, slår pigerne fast og fortsætter, ”vi kender jo godt mange af dem, for vi mødes til de vigtige stævner og nogle af dem kender vi rigtig godt fra landsholdet”.
Selvom pigerne har været på måtten hele weekenden, har de taget udfordringen om træning af holdet her op, ”det er rigtig sjovt at møde børnene og hjælpe dem med judo-oplevelse, og så kan vi vise lidt af hvad vi har lært.”
Ikke mindre end 26 børn havde valgt at prøve judo i Vinterferien, og her fik de oplevet mange aspekter af træningen på måtten lige fra landsholdskæmperne, seniortrænere til elitetræneren, der til daglig har træningen af klubbens atleter på Eliteidrætsklasserne på Nørremarkensskolen.
Det er naturligvis Judo Klubbens håb, at en stor del af børnene på Vinterferieholdet finder judo så spændende, at de fortsætter med at træne på de ordinære hold. Vejle Judo Klub har nemlig hold for alle aldre - 4 år og opefter.
Se mere om hold og træningstider på klubbens hjemmeside www.vejlebudocenter.dk og besøg gerne klubben i kælderen under DGI-Huset.